Fra liebhaver til skrotbil
Der kan jo gå sport i mange ting, og for alle os i den klub, jeg er medlem af, går sporten ud på at holde vores gamle biler i gang og køre typisk søndagsture i dem. Vi kan nok ikke kalde det en veteranbilklub, for de fleste af bilerne er yngre end de 35 år, som er den officielle betegnelse for, hvornår en bil er en veteranbil og kan indregistreres som sådan.
Men alle bilerne i vores klub er i hvert ældre end 20 år, og der er faktisk en del sjældenheder imellem i form af modeller, der for længst er udgået af produktion. Derfor har vi også af og til vanskeligheder med at finde reservedele til vores biler, men vi har et godt netværk med andre ejere af gamle biler både herhjemme og i udlandet, så det lykkes som regel at finde de nødvendige stumper, når bilerne skal repareres.
Med hensyn til de mere almindelige reservedele fik vi for et par år siden en fjer i hatten, da ejeren af et autoophug her i nærheden meldte sig under fanerne og gerne ville være med i klubben. Han kom til den første samling kørende i en Ford Cortina fra midt i 1960’erne, så for hans vedkommende var der jo klart tale om en egentlig veteranbil.
Han fortalte, at bilen for nogle år siden var blevet afleveret i hans forretning som en ganske almindelig skrotbil, men da han kiggede nærmere på den, besluttede han sig for at beholde den og ikke lade den gå til ophugning, for det syntes han alligevel, at den var alt for velbevaret til.
Det kostede mig godt nok noget, for jeg havde udbetalt den almindelige højeste skrotpræmie til bilens ejer, men da jeg nu ikke lod den ophugge, kunne jeg jo ikke hæve præmien hos staten, fortalte han.
For os andre er det en stor fordel at have autoophuggeren med i klubben, for han har efterhånden fået godt styr på, hvilke bilmodeller der er i klubben, så når han har fået en skrotbil ind i sin forretning, er han meget opmærksom på, om den er i så god forfatning, at der eventuelt kan være interessante reservedele, som kan bruges af klubbens medlemmer.
Og han er yderst beskeden med sine priser, så han i mange tilfælde sælger brugbare reservedele uden at tjene noget på dem. For, som han siger, sådan noget som skrotpriser på biler ligger faktisk ret fast, så dem kan jeg ikke gøre så meget ved, hvis jeg fortsat vil være konkurrencedygtig, men jeg behøver jo ikke ligefrem at have en fortjeneste på de stumper, klubbens medlemmer selv piller ud af skrotbilerne til brug i deres egne gamle biler.
Jeg blev selv begunstiget for nylig af ophuggerens velvilje overfor os i klubben. Han ringede til mig og tilbød mig at komme med ud på en afhentning af skrotbil af cirka samme årgang som min gamle Saab, og så kunne jeg jo selv bedømme, om der kunne være reservedele i den, som jeg kunne få brug for, og det var der faktisk.