Min veninde er meget spinkelt bygget. Hun har altid været slank. Hun er heldig, har ikke brug for hele tiden at holde sin appetit og diæt i skak ligesom jeg. Hun kan spise løs, og man kan ikke se det på hende. Selv skal jeg bare kigge på et lækkert måltid, og så tager jeg på.
Svedeture
Men her på det sidste har hun haft problemer. Som alle kvinder, havde hun svedeture og uro i kroppen. Ja, hun begyndte faktisk at tabe sig, på trods af at hun spiser meget – og varieret. Hun gik til sin læge og fik noget medicin. Det er typisk, at når vi kommer i overgangsalderen, så ændrer stofskiftet sig. Lægen havde konstateret, at hendes stofskifte lå alt for højt. Og det har givet hende store problemer. Hun har været igennem et langt forløb, hvor hun har haft mange bekymringer undervejs:
Hun blev behandlet med noget jod, som er radioaktivt for at holde sit stofskifte nede på normalt niveau. Ok, det var medicin, hun tog. Ikke noget at være bekymret for sagde de på sygehuset. Der gik nogle uger, og hun begyndte tale til os om, at hun har en følelse af, at alt, hvad hun indtager, smager af metal. Jern, måske. Hun kunne ikke lige forklare det. Samtidigt havde hun konstant rindende øjne. Det ser ud, som om jeg græder hele tiden. (Normalt er hun en glad pige.)
Hun gik til lægen igen, som undersøgte hende grundigt. Hun blev indkaldt til sygehuset, hvor de tjekkede hende på alle mulige måder. Smagen af metal er en kendt bivirkning af den medicin, hun havde taget, men den burde fortage sig ret hurtigt. Det havde den ikke gjort hos hende.
De fandt ud af, at hun havde betændelse i spytkirtlerne og i skjoldbruskkirtlen.
Patienterstatningen
De mente, at det var årsagen til, at hun havde den her metalsmag i munden, men der var sådan set ikke noget, de kunne gøre ved det.
Hun blev ked af det: Forhøjet stofskifte anses for at være en banal sygdom, som nemt kan behandles. Så hvorfor skal hun have varige mén med metalsmag i munden? Hun vil ikke kunne nyde en god kop kaffe, eller et godt måltid sammen med sin familie længere. Hun kontaktede derfor sin advokat i Horsens, fordi hun mente, at hun havde ret til noget erstatning, og ville høre, om han kunne hjælpe hende. Det kunne han: De søgte om patienterstatning. Og fik den. Det var noget af et langt forløb, de bevægede sig ind i, men de kom igennem processen. Specialisterne mente, at hun var blevet fejlbehandlet med medicinen, hun fik og derfor var berettiget til erstatningen.
Advokaten i Horsens
Min veninde siger i dag, at hun stadig er bitter på lægerne, men at hun er glad for, at hendes advokat var der for hende. Uden ham var hun ikke kommet igennem alle de bureaukratiske ting – du ved det her med papirarbejdet og talen frem og tilbage med sagsbehandlere. Advokaten i Horsens var hendes redning. Ellers ville hun være blevet meget deprimeret, siger hun.
Erstatning til patienter,
Skriv et svar